P-dialyse står for peritonealdialyse og kaldes også for posedialyse eller bughindedialyse. Peritoneal betyder ”hørende til bughinden”, og dialyse betyder rensning. P-dialyse er derfor rensning af affaldsstoffer via bughinden. Ved P-dialyse benytter man sig af, at bughinden, som beklæder bl.a. leveren og tarmene og danner et lukket hulrum i maven, kan fungere som dialysemembran. Rensningen foregår ved, at bughulen fyldes med dialysevæske, hvorefter affaldsstofferne af sig selv passerer fra de små blodkar i bughinden over i dialysevæsken. Princippet der udnyttes, er en egenskab i naturen kaldet diffusion, der bygger på, at stoffer opløst i vand vil bevæge sig fra det sted, hvor koncentrationen er høj og hen hvor koncentrationen er lav. Som eksempel kan man tænke på en tepose, der sænkes ned i en tekande. Efter en tid vil teen have fordelt sig i hele kanden.
P-dialyse er mest effektivt, så længe dine egne nyrer fortsat producerer urin. Med tiden ”slides” bughinden, så rensningen aftager. Efter gennemsnitligt 3-5 år skifter de fleste til hæmodialyse, hvis de ikke forinden har fået en nyretransplantation. Nogle har dog været i P-dialyse mere end 10-15 år. Nogle ganske få kan af fysiske grunde ikke tilbydes P-dialyse.